Aldo Conterno - Masterclass

01.04.2017 16:00 Italiensk Vinfestival 2016, København V
Køb billet

Billetsalget er slut

 

Nu får du muligheden for at smage noget af det ypperste som italiensk vin kan præstere. Det sker i forbindelse med Italiensk Vinfestival, der foregår i Pressen i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København fredag 31. marts og lørdag 1 april.

I løbet af vinfestivalen afholdes en Masterclass med en af Piemontes mest kendte vinhuse, Aldo Conterno. På denne Masterclass, der afvikles lørdag 1. april fra klokken 16.00-17.30, vil det være muligt at smage seks sjældne vine fra Aldo Conterno.

Conterno er en af de mest berømte producenter i området og vinene hører til blandt de allerstørste fra Barolo. Conternos barolovine kommer alle fra parceller på den berømte Bussia-mark i Monforte d’Alba. Aldo Conterno døde i 2012, men allerede på dette tidspunkt havde de tre sønner, Franco, Giacomo og Stefano overtaget fra faderen, som havde indtaget en mere tilbagetrukken rolle, dog altid med det sidste ord i forhold til vinene. Aldo Conterno overtog sammen med sin bror, Giovanni Conterno, efter faderen, Giacomo Conterno, i 1961. I 1969 valgte Aldo at forlade vingården og starte sin egen, Poderi Aldo Conterno. Bl.a. influeret af Angelo Gajas, på det tidspunkt, revolutionerende ideer om vinifikation, blandet med kortere gæring og kortere lagringstider. På det tidspunkt blev Aldo Conterno opfattet som meget moderne, mens vinene fra den fædrende gård, lavet af broderen, Giovanni Conterno, blev opfattet som ekstremt traditionelle. Mere præcist er det nok at sige, at Aldo Conterno var meget åbensindet og ikke ville lade sig begrænse af tidligere generationers arbejde. Siden hen har tingene i området da også ændret sig, og mange af de ændringer, som Aldo Conterno indførte er nu gængs praksis også i Piemonte.

Fra Bussia-marken kommer også familiens fire Barolo-vine, og naturligvis også (i visse årgange) Barolo Granbussia, der er en blanding fra de tre cru'er Cicala, Colonello og Romirasco. Jordbunden er klassisk for Monforte med ler, kalk og jern. På Cicala og Romirasco er det primært Lampia-klonen, der bruges og på Colonello hovedsageligt Michet.

Barolo Granbussia laves udelukkende i de bedste, mest klassiske årgange og frigives tidligst otte år efter høståret. Den består af 70 % druer fra Romirasco og 15 % druer fra hver af Cicala og Colonello. Tidligere blev Granbussia blandet efter vinifikationen, men fra årgang 2005 begyndte man en endnu mere traditionel tilgang, hvor druerne fra de enkelte cru'er vinificeres sammen. Mængderne af Barolo Granbussia er ekstremt små og der laves kun mellem to og 3000 flasker årligt.

Disse følgende vine vil blive skænket under denne Masterclass:

Aldo Conterno Barolo Colonello 2012

Aldo Conterno Barolo Cicala 2012

Aldo Conterno Barolo Colonello 1988

Aldo Conterno Barolo Cicala 1988

Aldo Conterno Barolo Granbussia 1985

 Aldo Conterno Barolo Granbussia 1982

Smagningen vil blive gennemført af Tom Brandis fra domainebrandis.dk, som vil fortælle om huset og vinene. Der vil være plads til 40 deltagere.


  • Lørdag 1. april kl. 16.00 - 17.30
  • JP/Politikens Hus, Salen, Vestergade 28-30, 1785 København V (Rundt om hjørnet fra Pressen hvor selve vinfestivalen afholdes)
  • Pris 895 kr. ekskl. billetgebyr. Billetten giver også adgang til Italiensk Vinfestival